Viden for milliarder kan nu tilgås i ny løsning for miljøvurderinger: Vækker amerikansk interesse

19. december 2023

Der bruges over 1,5 mia. kr. hvert år på at lave miljøvurderinger i Danmark, men den viden har indtil nu ikke været let tilgængelig. En ny dansk platform, hvor man kan søge miljøvurderinger ved hjælp af kunstig intelligens (AI), gør det let at genbruge viden. Det vil øge kvaliteten af nye miljøvurderinger og sætte fart på godkendelsen af projekter til den grønne omstilling. Danmarks fremskridt på området fik USA’s føderale regering til at invitere en dansk delegation til Det Hvide Hus i november.

I Danmark er vi langt med at digitalisere viden om miljøet. Så langt, at en dansk delegation blev inviteret til og lavede oplæg på en konference Det Hvide Hus i november. De amerikanske myndigheder ønsker at lære af de danske erfaringer med den grønne omstilling, hvor adgang til miljødata spiller en central rolle for at få projekter godkendt.

DREAMS-Project i Aalborg Universitet og det fællesoffentlige datasamarbejde, Danmarks Miljøportal, lancerer nu et hub for miljøvurderinger, “EA-hub”, hvor alle kan søge i tidligere miljøvurderinger, så viden kan genbruges. (“EA” står for Environmental Assessment, red.)

Spredt viden fra miljøvurderinger samles

DREAMS-projektet, ledet af Aalborg Universitet (AAU), er et bredt konsortium, der siden 2020 har arbejdet på at samle viden fra tidligere miljøvurderinger. Hvert år bliver der i Danmark udarbejdet 4-500 miljøvurderinger til en samlet pris på omkring 1,5 milliarder kr., jf. en undersøgelse foretaget i DREAMS af COWI og Rambøll i 2023 – men rapporterne ender ofte med at samle støv, selvom de indeholder dyrt tilvejebragt viden, som kunne bruges i fremtidige miljøvurderinger.

- Ofte er rapporterne spredt tyndt over utallige platforme, tabt i et virvar af websteder eller begravet i siloer, der ikke kommunikerer med hinanden. Meget information er utilgængelig, og kan ikke henføres til specifikke geografier. Når digitale ressourcer er så spredt, er det ikke bare ubelejligt, men obstruktivt for læring, miljøvurderingsarbejdet, og forbundet med samfundsmæssige omkostninger, siger Lone Kørnøv, der er professor i Institut for Bæredygtighed og Planlægning på Aalborg Universitet, og ansvarlig for DREAMS-projektet.

Et eksempel på en miljørapport er udvidelsen af Aarhus Havn, der har omkring 4.000 sider. Tidligere ville al den viden ende som en PDF-fil på en hjemmeside, men nu findes resultaterne fra miljørapporten i den søgbare database EA-Hub sammen med 2.500 andre danske miljøvurderinger.

Første løsning der bruger kunstig intelligens

Søgningen er understøttet med kunstig intelligens, så brugeren bliver guidet i at finde de mest relevante informationer på tværs af rapporter. Teknologien er fra OpenAI, der står bag ChatGPT, og det er første gang Danmarks Miljøportal lancerer en løsning baseret på OpenAI.

- Du behøver ikke at ramme de nøjagtige søgeord for at få relevante og relaterede søgeresultater. Det gør det markant nemmere at lave research. De brugere, vi har vist det til, har nærmest tabt kæben, når vi viste det. Pludselig er de døde PDF-dokumenter levende, siger Nils Høgsted, der er sekretariatsleder i Danmarks Miljøportal.

- Selve AI’en er isoleret, og bruger kun data fra miljøvurderinger. Vi har valgt en isoleret og sikker anvendelse af kunstig intelligens for at komme i gang med at bruge det i produktionen. I løbet af næste år vil vi bruge denne viden til at øge brugen af kunstig intelligens til gavn vor vores brugere, siger Nils Høgsted.

Vækker amerikansk interesse

Som led i USA's klimapakke, kaldet Inflation Reduction Act (IRA), ønsker den føderale regering i USA at sætte fart på deres planlagte investeringer for 369 milliarder dollars i amerikansk infrastruktur og vedvarende energi. Men de er stødt ind i behovet for markant at øge hastigheden i godkendelser og miljøvurderinger af anlægsprojekter bl.a. gennem digitalisering og bedre adgang til miljødata. Der er således afsat 1 mia. USD til en såkaldt 'permitting reform', altså en reform af godkendelsessystemet. Og dér har de fået øjnene op for Danmarks fremskridt på området.

En dansk delegation bestående af Miljøstyrelsen og cBrain, var derfor i november 2023, som de eneste fra udlandet, inviteret til at holde foredrag om blandt andet Danmarks Miljøportals EA-hub – der samler af alle eksisterende miljøvurderinger – til en konference arrangeret af Det Hvide Hus’ ‘Council of Environmental Quality’ (CEQ), der rådgiver præsidenten i miljøspørgsmål.

- Udfordringerne er i høj grad de samme på begge sider af Atlanten. Hvis vi skal indfri klimamålsætninger om massiv udbygning af vedvarende energi de kommende år, så skal vi på rekordtid miljøvurdere og godkende mange og store anlægsprojekter uden at gå på kompromis med beskyttelseshensyn, siger vicedirektør i Miljøstyrelsen, Lars Møller Christiansen, der holdt oplæg om Miljøstyrelsens og Miljøportalens arbejde med digitalisering af godkendelser og miljøvurderinger af infrastrukturprojekter.

- Vores erfaringer med at digitalisere processer gav anledning til nye diskussioner blandt amerikanerne. De er formentlig en del år bagud i forhold til Danmark på de her felter, og forhåbentligt kan vi inspirere til mærkbare forbedringer, der kan være med til at øge hastigheden i USA's grønne omstilling. Digitale værktøjer som EA-Hub kan ikke gøre det alene, men det er en afgørende del af løsningen, for uden effektive digitale værktøjer, når vi ikke i mål den grønne omstilling, siger han.

KL: Godt, men kan ikke stå alene

I kommunerne bruges der flere ressourcer på miljøvurderinger på baggrund af regeringens mange planer for den grønne omstilling, og de ser frem til, at det bliver lettere at finde den nødvendige viden.

Kommunerne er glade for at det nu bliver muligt at nemt at søge i 2.500 eksisterende miljøvurderinger. Digitale værktøjer spiller en vigtig rolle i at sikre en smidig myndighedsbetjening fra kommunerne, men de kan ikke stå alene. Der er også brug for bedre vejledning, klarere retningslinjer og mere smidige regler, siger Stine Johansen, direktør i Kommunernes Landsforening (KL).

DREAMS-projektet er støttet af Innovationsfonden.

Det nye EA-hub findes på følgende link: https://eahub.miljoeportal.dk

 

Pressefotos

https://mediavillage.dk/danmarks-miljoportal-pressebilleder/

For yderligere information

  • Pressekoordinator: Mark Kjær | mark@kempkjaer.dk | +45 4142 3635
  • Danmarks Miljøportal: Sekretariatsleder Nils Høgsted | nihoe@miljoeportal.dk | +45 3175 0427
  • DREAMS-projektet: Lone Kørnøv, professor AAU | lonek@plan.aau.dk | +45 2310 4448
  • Miljøstyrelsen: Lars Møller Christiansen, Vicedirektør | lamch@mst.dk | +45 2442 9300
  • Kommunernes Landsforening (KL): Stine Johansen, direktør | (spørg for kontakt)
Tilbage til nyheder