PULS

En platform til overvågning og rapportering af udledning fra punktkilder i Danmark. 

PULS er et system til indberetning og overvågning af stamdata og udledningsdata fra forskellige punktkilder som renseanlæg, regnbetingede udløb, akvakulturanlæg samt badevand. Systemet bruges af spildevandsmyndigheder til at sikre overholdelse af miljøkrav og monitorere udledningen af forurenende stoffer i vandmiljøet. Systemet bruges derudover til monitorering af badevandskvaliteten, herunder tildeling af blå flag.

Hvad er PULS? 

PULS er en database, hvor myndigheder kan indberette data om udledning fra punktkilder og udføre beregninger på vilkårsoverholdelse og stofmængdeudledning. Systemet dækker flere typer punktkilder, herunder: 

  • Renseanlæg: Registrering af udledninger fra spildevandsrensningsanlæg. 

  • Regnbetingede udløb (RBU): Udledning fra kloakker, der håndterer både spildevand og regnvand. 

  • Akvakulturanlæg: Fiskefarme og andre akvakulturer. 

  • Badevand: Systemet indsamler også badevandsdata fra kommunerne, hvilket muliggør rapportering om vandkvaliteten på badestrande og andre rekreative områder.

Hvordan kan PULS hjælpe dig? 

For spildevandsmyndigheder og kommuner
PULS giver myndigheder mulighed for at overvåge udledning fra spildevandsanlæg og andre punktkilder. De kan registrere og rapportere overholdelsen af miljøvilkår og sikre, at der ikke udledes flere forurenende stoffer end tilladt. En kommune kan eksempelvis bruge PULS til at overvåge udledningen fra et lokalt renseanlæg og sikre, at kravene til udledning af forurenende stoffer overholdes. 

For Miljøstyrelsen
Miljøstyrelsen kan anvende systemet til at samle data fra hele landet, overvåge udledningen på nationalt niveau og vurdere, om Danmark overholder EU-direktiver for spildevandshåndtering. De kan også trække landsdækkende rapporter fra PULS om udledning af næringsstoffer fra akvakulturanlæg for at sikre, at de ikke bidrager til eutrofiering af nærliggende vandområder. 

Med PULS får danske spildevandsmyndigheder og Miljøstyrelsen et værktøj til at overvåge udledning af forurenende stoffer og sikre overholdelse af miljøkrav. Systemet centraliserer indberetning og rapportering og understøtter nationale og lokale myndigheders arbejde med at beskytte vandmiljøet. 

Hjælp og vejledninger i Help Center