Projektet består af en modernisering af Naturdata, der vil skifte navn til Artsdata. Med denne opgradering vil systemet blive mere tidssvarende, brugervenligt samt koblet på Den Store Brugerrejse.
Artsdata vil tilbyde brugerne muligheden for at søge og filtrere data fra både våd og tør natur, opdelt i data fra hhv. VanDa for den våde natur, samt Arter.dk og Danmarks Naturdatabase for den tørre natur. Systemet vil på sigt erstatte Naturdata og indeholder derfor centrale funktioner, som søgning og filtrering i artsobservationer og naturundersøgelser. Der vil være paralleldrift af de to systemer indtil projektets anden fase er gennemført i efteråret 2025
I første release vil Artsdata tilbyde søgning og filtrering i arter i den våde natur i medio maj. Brugerne vil kunne tilgå data fra VanDa-databasen, som indeholder talrige observationer af fisk, bunddyr, plankton og planter. Denne del af systemet vil gøre det muligt for brugerne at finde og arbejde med relevante data om vådområder og akvatiske økosystemer.
I andet release vil Artsdata blive udvidet med en komplet løsning, der også omfatter søgning og filtrering i terrestrisk data om planter og dyr. Denne data udstilles via arter.dk og Danmarks Naturdatabase og dækker hele Danmarks tørre natur. Den fulde version af systemet vil gøre det muligt at få et samlet billede af fund af arter og naturundersøgelser i både våd og tør natur i Danmark.
Artsdata er et led i Den Store Brugerrejse, som er til for at skabe en intuitiv og sammenhængende oplevelse for brugerne. Systemet vil blive integreret med flere af Miljøportalens systemer gennem vores ny funktion Send Mig Videre, hvilket giver brugerne mulighed for at søge og arbejde med data på tværs af en række af vores systemer. Læs mere om Den Store Brugerrejse her.
Projektet henvender sig til et bredt udvalg af brugere, herunder offentlige myndigheder (staten, kommuner, regioner), forskningsinstitutioner, natur- og miljøorganisationer, IT-virksomheder, rådgivere, forsyningsselskaber og landbrug, som vil kunne benytte Artsdata som et beslutningsstøttende værktøj, samt private borgere.
Det kan du finde på Udvikling af Artsdata (Naturdata)