Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø lancerer i dag it-løsningen MARS, der er en platform, som skal hjælpe de lokale treparter, udtagningskonsulenter, kystvandråd og lodsejere med at implementere den grønne trepartsaftale.
Den grønne trepartsaftale satte rammerne for en historisk omstilling af Danmarks arealer, hvor mere skov, lavbundsjorde og natur skal erstatte landbrugsarealer.
Danmarks Miljøportal har i samarbejde med Styrelsen for Grøn Areal Omlægning og Vandmiljø udviklet en ny it-løsning, MARS (Multifunktionel ArealRegiStrering), der skal understøtte implementeringen af den grønne trepartsaftale. MARS bygger på eksisterende moduler, der er udviklet i samarbejde mellem kommuner, regioner og staten i regi af Danmarks Miljøportal. Ved at bygge videre på de eksisterende moduler er det lykkedes Danmarks Miljøportal på under seks måneder at udvikle den første version af MARS.
”Vi har arbejdet ud fra en strategi om at genbruge og videreudvikle eksisterende systemer, så vi hurtigere kunne skabe et bud på en brugbar løsning, der opfylder de komplekse krav i trepartsaftalen. MARS er designet til at være fleksibel, så platformen kan videreudvikles i takt med fremtidige behov,” siger Nils Høgsted, sekretariatsleder hos Danmarks Miljøportal.
MARS giver lokale treparter, udtagningskonsulenter, kystvandråd og lodsejere én samlet indgang til at planlægge og koordinere konkrete udtagningsindsatser i Danmark. Platformen består af tre nøglemoduler:
Screening: Et værktøj, der giver overblik over, hvor projekter som skovrejsning eller udtagning af lavbundsjorde kan realiseres, baseret på lokale og nationale data.
Planlægning: Et modul, der hjælper kommuner og samarbejdspartnere med at prioritere og koordinere indsatser i forhold til de nationale målsætninger.
Status: Et værktøj, der gør det muligt for myndigheder at overvåge fremdriften og evaluere effekten af igangværende projekter.
Karsten Pihl fra Septima, løsningsarkitekt på projektet, fremhæver den iterative tilgang som en afgørende faktor i udviklingen af MARS:
”Vi gik i gang uden en fast specifikation, men med tæt samarbejde og løbende feedback har vi skabt en løsning, der imødekommer brugernes behov. I stedet for at lave ét mere komplekst system, der kan løse alt, har vi opdelt platformen i tre moduler, så den er tilpasset forskellige arbejdsgange og let at anvende for de forskellige aktører.”
Karsten Pihl påpeger desuden, at udviklingen er sket med fokus på enkelhed og visuel tilgængelighed:
”Ved hjælp af skitser har vi kunnet konkretisere komplekse krav og oversætte dem til en løsning. Det har været centralt for at skabe et værktøj, der er intuitivt at anvende fra dag ét”, siger han.
MARS understøtter de nationale mål for omlægning af 140.000 hektar kulstofrige lavbundsjorde og rejsning af 250.000 hektar skov, som er centrale elementer i den grønne trepartsaftale. Den første version af platformen lanceres i januar 2025, og der planlægges løbende opdateringer baseret på brugernes erfaringer og behov.
Platformen kan findes på mars.sgav.dk
Læs mere:
Del og følg
Vi vil gerne møde dig på LinkedIn. Vi poster løbende nyheder, information, aktuelle events og jobopslag. Følg os på LinkedIn
MARS
Multifunktionel ArealRegistrering System udviklet for Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø.
Læs mere om MARS