En ny digital skabelon lanceres på populært miljøværktøj for at beskytte miljøet, højne kvaliteten og ensrette konfliktanalyser i Vejdirektoratets infrastrukturprojekter.
Danmarks Miljøportal, 11. Marts 2026
Når Danmark udvider motorveje eller anlægger cykelstier, skal der tages højde for beskyttede naturområder, dyrearter og fredninger. Det kræver detaljerede miljøscreeninger, og nu får rådgivere og myndigheder et nyt digitalt værktøj, der skal standardisere processen for at vurdere miljøkonsekvenser ved store infrstrukturprojekter.
Danmarks Miljøportal og Vejdirektoratet har i samarbejde udviklet en ny digital skabelon til miljøvurderingsværktøjet EA-Tools. Formålet er at sikre mere ensartede og kvalificerede miljøscreeninger i forbindelse med infrastrukturprojekter.
Vejdirektoratet arbejder med mange rådgivende underleverandører, der normalt bruger egne interne systemer til at lave miljøanalyser, men de kan fremover bruge skabelonen, så de laver overlapsanalyser på samme måde og direkte i miljøvurderingsværktøjet EA-Tools.
"Med den nye skabelon bliver det nemmere at sikre, at alle arbejder med samme opdaterede datagrundlag og undersøger alle de essentielle faktorer. Det højner kvaliteten, og gør processerne mere ensartede og sammenlignelige," siger Lars Linneberg, der er biolog og teamleder for miljø i Vejdirektoratet.
EA-Tools anvendes bredt af især myndigheder, men også virksomheder, til at identificere potentielle konflikter med natur, fredninger og miljøforhold.
"Vores digitale værktøjer skal fungere som beslutningsstøtte til samfundets store projekter, så er glade for at Vejdirektoratet har prioriteret at bruge det til deres miljøvurderinger. Jo flere der bruger EA-Tools, jo mere aktuelt og præcist bliver datagrundlaget, og det kommer Danmark til gode," siger Karl Rasmus Sveding, der er projektleder for løsningen hos Danmarks Miljøportal.
Skabelonen kan tilgås på eatools.miljoeportal.dk. Vælg "Land screening", definér dit søgeområde og vælg dernæst datagrundlaget via "Vælg skabelon", hvor Vejdirektoratets skabelon findes.
Læs mere:
Del og følg
Vi vil gerne møde dig på LinkedIn. Vi poster løbende nyheder, information, aktuelle events og jobopslag. Følg os på LinkedIn
EA-Tools
Et værktøj for professionelle til at udføre miljøvurderinger baseret på landsdækkende miljødata.
Læs mere EA-Tools