DMI lancerer et nyt varselssystem, der gør det muligt at advare borgere og beredskaber op til et døgn, før oversvømmelser fra åer og søer rammer. Danmarks Miljøportal har leveret database samt IoT-standard for varselssystemet.
Danmarks Miljøportal, 2. September 2025
Danmark vil blive ramt af flere og voldsommere oversvømmelser som følge af klimaforandringerne. Vi får varmere somre og flere skybrud. Vintrene bliver vådere, og mere nedbør falder som regn i stedet for sne. Derfor lancerer DMI nyt varselsessystem for oversvømmelser fra åer og søer op til et døgn før en voldsom vejrhændelse.
"Klimaforandringerne rammer Danmark med større kraft og hyppighed. Det stiller nye krav til vores beredskab og vores evne til at reagere hurtigt. Med DMI’s nye varselsystem tager vi et vigtigt skridt i den rigtige retning. Varslet vil give borgere, kommuner, politi og beredskaber bedre mulighed for at beskytte sig mod vandets ødelæggende kræfter" siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard.
Danmarks Miljøportals bidrag
Som led i finansloven for 2023 blev der afsat 189,6 mio. kr. til at styrke varslingen af oversvømmelser. En central opgave var at forbedre infrastrukturen omkring de mange IoT-målere i naturen.
Danmarks Miljøportal har leveret den fælles offentlige database samt IoT-standard, der ligger bag varselssystemet. Databasen samler og ensarter data fra flere forskellige datakilder samt gøre disse let tilgængelige for myndigheder og beredskaber.
I dag består systemet af data fra næsten 1.400 IoT-loggere fordelt på ca. 55 kommuner, forsyninger og statslige organisationer, bl.a. SGAV, MST, Nationalpark Thy og DTU Aqua. Disse nær-realtidsmålinger muliggør DMI’s mere præcise varsler.
Data fra målingerne kan desuden findes i Kemidata.
Lancering
Det nye varsel blev lanceret den 1. september 2025 og findes både i DMI’s app og på dmi.dk.
Læs mere:
Del og følg
Vi vil gerne møde dig på LinkedIn. Vi poster løbende nyheder, information, aktuelle events og jobopslag. Følg os på LinkedIn