Klimatilpasningsværktøjet KAMP – har nu nye data og funktioner for højtstående grundvand

16. april 2021

Klimatilpasning.dk's net-baserede klimatilpasningsværktøj er opdateret med nye grundvandsdata og udvidet med nye funktioner, bl.a. vedr. sandsynligheder for antal dage med højtstående grundvand og om hvilke bygninger og veje der potentielt påvirkes.

Værktøjet KAMP til screening af arealanvendelser og oversvømmelser er opdateret og udbygget med yderligere grundvandsdata, så man nu kan se, hvor ofte grundvandet forventes at stå 1-2 m under terræn, hvor meget dette forventes at ændre sig i fremtiden. Det er nu også muligt at se hvilke bygninger og veje der potentielt påvirkes af høj grundvandsstand.

Desuden har KAMP’s screeningsrapport nu også grundvand, således at vand fra både nedbør, vandløb, hav og grundvand nu indgår. På den måde kan man nemt lave en screening i et givent område for oversvømmelsesfaren og for hvilke bindinger, der findes i området, eksempelvis natur og arealfredninger samt for synergier ift. højorganiske lavbundsjorde.

Opdateringen indeholder desuden en række fejlrettelser og små forbedringer, blandt andet påpeget af brugerne.

 

Fakta om brug af grundvand i screeningsværktøjet KAMP

Værktøjet KAMP viser og benytter de nyeste landsdækkende data, herunder udvalgte datasæt fra HIP-data. For grundvand, går detaljeringsgraden ned til 10x10 meter, frem for de tidligere statslige datasæt, der var 500x500 meter. Mange af de øvrige data følger de den rumlige opløsning i Danmarks Højdemodel på 40x40 cm.

Med de nye datasæt får kommunerne adgang til detaljerede og opdaterede data for, hvor grundvandet i gennemsnit står i dag, forventet ændring i fremtiden, hvilke bygninger og veje der potentielt påvirkes, samt sæsonvariationer, og en række andre statistisk afledte produkter.
Det er GEUS, der har foretaget modelarbejdet for HIP-projektet via den nationale DK-model, koordineret af SDFE.
KAMP er udviklet i samarbejde med de relevante aktører og brugere og drives af Danmarks Miljøportal for Miljøstyrelsen.

Regionerne ved Region Midtjylland, KL og Erhvervsstyrelsen har været med i styregruppen i udviklingen af KAMP. En række kommuner har deltaget og givet input som en del af følgegruppen.

Fra KAMP brugergrænseflade: Eksempel på kortudsnit i screeningsværktøjet, der viser højtstående grundvand i den gennemsnitslige vintersituation i dag, samt hvilke veje og bygninger, der potentielt kan blive påvirket heraf.

 


Fakta om KAMP
Screeningsværktøjet KAMP er en forkortelse for Klimatilpasning- og Arealanvendelsesværktøj til Miljø- og Planmedarbejdere og er udviklet af Danmarks Miljøportal for Miljøstyrelsen til Klimatilpasning.dk.
Værktøjet er især rettet mod miljø- og planmedarbejdere i kommunerne, og søges løbende udbygget og forbedret.

KAMP er et screeningsværktøj, som sammenstiller udvalgte, eksisterende nationale data, beregninger og fremskrivninger og viser, hvor disse data peger på områder, hvor der er mulige vandpåvirkninger, som der kan være behov for at se nærmere på. KAMP indeholder således ikke detaljerede lokale data og modeller – såsom hvordan lokale kloakker og nedsivning kan afhjælpe ved ekstremregn, eller hvordan lokale, allerede planlagte klimasikringsprojekter vil kunne hjælpe. Antagelsen er dog ofte ikke langt fra virkeligheden, når vi rammes af de helt store ekstremvejrshændelser. For ved skybrud vil kloakkerne ofte ikke kunne følge med, og jorden vil bliver vandmættet efter længere perioder med regn.

KAMP opdaterer og erstatter over tid tidligere værktøjer, som har været tilgængelige på Klimatilpasning.dk. Som noget helt nyt kan man i KAMP direkte aflæse, hvor mange bygninger og hvor mange kilometer vej, der potentielt kan blive påvirket af vandmasserne og den anslåede bygningsværdi, der bringes i fare. Desuden vil KAMP’s rapportfunktionalitet give brugeren et resultat i PDF-form, og det er muligt at downloade en QGIS-fil, der gør, at man nemt kan arbejde videre i egne systemer og lokale datasæt.

Læs udtalelser og fakta om KAMP i vores forgående artikel om emnet - bliv meget klogere på funktioner og potentialer ved værktøjet.

Tilbage til nyheder