Ny strategi, nye mål

5. maj 2020

Danmarks Miljøportal sætter nye mål med fokus på bl.a. klimatilpasning og cirkulær økonomi.

Et af Danmarks største datafællesskaber vil med ny strategi skabe en endnu bedre dataunderstøttelse af Danmarks grønne omstilling gennem nye data, nye teknologier og nye partnerskaber.

Siden amterne blev nedlagt i 2006, har Danmarks Miljøportal, som er et fællesoffentligt samarbejde mellem kommuner, regioner og staten, haft ansvar for at samle de tre aktørers miljødata og gøre dem let tilgængelige.

Det har været en succes, og portalens systemer leverer nu årligt data til mere end 100.000 direkte brugere og 100 eksterne systemer med ca. 1 million brugere. Miljøportalen har opbygget en velfungerende samarbejdsorganisation og effektiv cloud-infrastruktur. Miljødata er velkonsoliderede og bruges til store og små beslutninger hos mange myndigheder såvel som private virksomheder.

De mange brugere kan de kommende år se frem til en række forbedringer af Danmarks Miljøportals ydelser, fortæller bestyrelsesformand i Danmarks Miljøportal og vicedirektør i Miljøstyrelsen Lars Møller Christiansen:

”Der er stadig kæmpestore uindfriede potentialer i at indsamle, formidle og kombinere store datamængder om vand, miljø og klima på tværs af myndigheder og formål. De potentialer skal vi i Miljøportalen hjælpe med at realisere til gavn for vækst, miljø og klima.”

Satsning på klimatilpasning og cirkulær økonomi

Med den ny strategi vil partnerne bygge videre på de gode resultater og løfte Miljøportalen til næste niveau med konkrete initiativer, der kan bidrage til at løse aktuelle udfordringer og styrke Danmarks grønne omstilling. Den nye strategi sætter fokus på tre mål:

  • Miljøportalen skal understøtte klimatilpasning og cirkulær økonomi
    Vi skal stille data og værktøjer til rådighed, som gør det lettere for kommuner og regioner at vurdere konsekvenserne af klimaændringer samt planlægge og forebygge skadevirkninger af klimaforandringer samtidig med, at vi sikrer vandmiljøet og beskytter naturen og drikkevandet. I forhold til cirkulær økonomi vil vi fokusere på affaldsområdet, hvor målet er – i tæt samarbejde med affaldssektoren – at skabe let adgang til velstrukturerede, opdaterede data om affald og ressourcestrømme, og måske på sigt en cirkulær databank.

 

  • Nye services og lettere brug af data gennem ny teknologi
    Miljøportalen vil gøre indsamling, kvalitetssikring og fremsøgning af data smartere og mere effektiv gennem brug af sensorteknologi, billedgenkendelse, kunstig intelligens og værktøjer til håndtering af store datamængder baseret på cloud teknologi. Vi vil ikke kun udstille data, men også gøre det lettere at nyttiggøre og sammenstille data på nye måder. Det gælder fx ift. vandforsyningerne og deres brug af sensorteknologi til at overvåge vandkvalitet og vandstand.

 

  • Nye partnerskaber om at skabe værdi af data.
    Miljøportalens mål er at skabe mere samfundsværdi af data. Derfor vil vi have fokus på innovative partnerskaber, der kan bidrage til at forstå forretningsbehov og udvikle nye løsninger i økosystemet af miljødata. Vi vil udvide vores samarbejde med nye partnerskaber inden for områder som Smart City og dataanalyse. Et eksempel er partnerskabet med Miljøstyrelsen og Statens Naturhistoriske Museum om en ny artsportal baseret på borgerindsamlede data, dk, hvor borgere kan registrere dyr og planter, som kvalitetssikres og indgår i databasen. Et andet eksempel er partnerskaber med universiteter, private virksomheder og forsyningsselskaber om nye metoder til kemiske fingeraftryk af vandkvalitet, IoT, kunstig intelligens m.m.

Der vil komme flere partnerskaber, forventer Lars Møller Christiansen:

”Vi forventer at se flere og nye partnerskaber, hvor Danmarks Miljøportal bringer sin samarbejdsstruktur og avancerede IT-platform i spil og samarbejder med andre organisationer om at løse specifikke udfordringer. Formålet er, at vi spiller hinanden stærkere, så vi kan levere de bedste løsninger hurtigt og omkostningseffektivt. Og det skal ske samtidig med, at vi fortsat leverer værdi og forbedrer brugeroplevelsen for vores kernebrugere i kommunerne, regionerne og staten.”

Eksempler på konkrete initiativer under strategien:

Klimatilpasning og Arealanvendelsesværktøj til Miljø- og Planmedarbejdere (KAMP)

KAMP skal gøre det lettere for kommunale miljø-og planmedarbejdere at tilrettelæg­ge og planlægge fx klimatilpasningsinitiativer herunder i forbindelse med lokalplaner. Målet er bl.a. at gøre det lettere at sikre synergier mellem tiltag, så f.eks. arealer, der udtages til vandparkering, også kan skabe bedre vandmiljø, klimagasreduktioner og naturbeskyttelse. Udviklingen sker i tæt samarbejde med kommunerne, Miljøstyrelsen og Erhvervsstyrelsen.

IoT-platform for miljødata fra sensorer

Danmarks Miljøportal vil i slutningen af 2020 lancere en platform, der skal gøre målinger af eksempelvis vandstand og vandføring lettilgænge­lige på tværs af kommunegrænser. Løsningen udvikles i tæt samarbejde med bl.a. kommuner og forsyninger, og er baseret på Danmarks Miljøportals cloud-platform og vil kunne bruges til indsamling af data om vandmiljø, cirkulær økonomi, naturovervågning og andre formål.

Bedre slutbrugerløsninger – fx ift. spildevandsudledninger

Vi har i februar lanceret nyt system om punktudledninger (PULS) til indberetning og monitorering af spildevand, regnvandsbetingede udledninger, dambrug og badevand. Primo 2021 lanceres VanDa, som samler data om vandmiljøet i søer, vandløb og kystnære områder.

Adgang til flere og mere detaljerede data

Vi arbejder på at styrke datagrundlaget og give adgang til flere og mere detaljerede data. Eksempelvis vil Arealdata.dk blive lanceret medio 2020 og give let og direkte adgang til de store eksisterende datamængder, f.eks. 5 millioner analyserapporter for spildevandsanlæg i Danmark.

 

Læs Danmarks Miljøportals strategi

Tilbage til nyheder